top of page
  • Writer's picturekjangse

Skyd Tour de France som en prof

Hvordan knipser du knivskarpe billeder af cykelryttere, der suser forbi, mens du kæmper om pladsen og steger i solen under verdens største cykelløb? Det får du tips og tricks til i denne post.

Et historisk øjeblik, hvor Jonas Vingegaard ved sejren i Tour de France 2022 er hjemme. Du har kun en chance for at få skuddet i kassen.Et historisk øjeblik, hvor Jonas Vingegaard ved sejren i Tour de France 2022 er hjemme. Du har kun en chance for at få skuddet i kassen.
Du har kun én chance for at fange det historiske øjeblik, hvor Jonas Vingegaard vinder Tour de France.

Det er svært at fotografere ting, der bevæger sig med lynet hast og det gælder også professionelle cykelryttere. Jeg har to gange haft lejlighed til at opleve Tour de France og naturligvis har jeg benyttet lejligheden til at tage billeder af rytterne.


Første gang var ved den klassiske sprintfinale på Champs Elysees i 2018, hvor briten Geraint Thomas vandt sin første og hidtil eneste grand tour. Anden gang var ved målet i Rocamadour ved dette års Tour de France, hvor Jonas Vingegaard slog sin tour-sejr fast på enkeltstarten.


Det er jo ikke hver dag, at en dansker vinder verdens største cykelløb, så det gælder om at være på pletten for at fange det historiske øjeblik. Derfor var jeg også spændt, da den store dage oprandt, hvor jeg kunne se opløbet på den sidste og afgørende etape på 40 kilometers kamp mod uret fra Lacapelle-Marival til Rocamadour.


Inden vi kommer til de mere foto-nørdede tips følger her nogle gode råd til dig, der vil opleve Tour de France. Der er nemlig en lang række praktiske ting, der skal være på plads for, at du i det hele taget kan overvære cykelløbet og få en god oplevelse.


Planlæg turen

Tour de France er en enorm begivenhed med masser af tilskuere, trafik og afspærrede veje. Derfor er det en god ide at få styr på, hvor du vil se etapen og ikke mindst, hvor vil du parkere din bil eller benytte offentlig transport. Tjek tourens officielle hjemmeside og mobil-app.


Pak til en lang dagstur

I følge tour-arrangørerne bruger en tilskuer i gennemsnit syv timer langs ruten. Det er lang tid at stå ved vejen og vente på en sommerdag, skal jeg hilse at sige. Det er højsommer i Frankrig og det er en god ide, at medbringe solcreme, hat, campingstol og en køleboks med rigelig mad, snacks og kolde drikkevare. En powerbank til mobilen er også en god ide, så du ikke løber tør for strøm, mens du følger live-opdateringer fra løbet.


Pak fototasken

Du skal naturligvis have kameraet med og et par objektiver, der passer til lejligheden. Har du frit udsyn ned ad vejen eller kører rytterne på en bred boulevard er en zoom at foretrække. Er vejen smal og er der mange tilskuere langs ruten er en vidvinkel det bedste valg. Til enkeltstarten i Rocamadour medbragte jeg et Sony 55-300mm zoom og et Minolta 28mm. Jeg burde faktisk have haft et 20mm med, men det lå hjemme i Danmark. Hvis løbet er enkeltstart eller kører på en rundstrækning bør du desuden medbringe et ekstra batteri.


Tag afsted i god tid

På de gode steder vrimler det garanteret med tilskuere og der er kamp om de gode pladser. Derfor er det en god ide at tage afsted i god tid.

 

Da vi ankom til målområdet i Rocamadour fandt vi ret hurtigt en god plads godt og vel 220 meter fra målstregen. Rytterne var allerede begyndt at køre recon på ruten og jeg måtte snart sande, at jeg ikke ville få brug for min zoom i denne omgang. Der var nemlig mange tilskuere og vejen var ret smal.

En koncentreret Jonas Vingegaard kører på recon på ruten inden enkeltstarten, der afgjorde Tour de France.
En koncentreret Jonas Vingegaard kører på recon på ruten inden enkeltstarten, der afgjorde Tour de France.

Skønt rytterne rekognoscerede ruten i et ganske mageligt tempo kunne jeg kun se dem i et splitsekund. Desuden kørte rytterne ofte meget tæt på barrieren i den side, hvor jeg stod. Derfor måtte jeg bruge min vidvinkel.

Et snapshot af klassikerspecialisten Philippe Gilbert, der suser forbi godt og vel en meter fra kameraet. F/9 ISO 800 og lukketid på 1/4000 sekund.
Et snapshot af klassikerspecialisten Philippe Gilbert, der suser forbi godt og vel en meter fra kameraet. F/9 ISO 800 og lukkertid på 1/4000 sekund.

Da rytterne suser hurtigt forbi er det helt afgørende med en lukkertid på mindst 1/2000 sekund for at fryse billedet. Faktisk går det så hurtigt, at det er umuligt at bruge autofokus. Derfor bruger jeg zonefokus, hvor jeg sætter fokus manuelt på 1-1,5 meter og anvender en en høj blænde - mindst f8 - for at få en stor dybdeskarphed. Det betyder, at jeg er nødt til at bruge en relativ høj ISO selv på en dag med fuld solskin.

Læn dig for guds skyld ikke ud over barrieren for at få et bedre skud. Rytterne suser lynhurtigt forbi og ofte meget tæt på tilskuerne.

Mit bedagede Sony-kamera kan skyde ti billeder i sekundet og når det går så stærkt er det bare at holde knappen nede og håbe, at kameraet når at fange rytterne, der stryger forbi. Glem alt om at bruge viewfinderen. Du er nødt til at fornemme når rytterne kommer og så skyde løs. Nedenstående billede-serie er af russeren Aleksandr Vlasov. Fire billeder er alt, hvad kameraet kunne nå at fange.

EF Educations klassementsrytter Rigoberto Uran giver den fuld gas på de sidste meter godt og vel en meter fra kameraet.
EF Educations klassementsrytter Rigoberto Uran giver den fuld gas på de sidste meter før målstregen. F/9 ISO-800, lukkertid 1/4000 sekund.
Verdens mest lirens enkeltstartsrytter Filippo Ganna fanget på 1/4000 sekund.
Verdens mest lirens enkeltstartsrytter Filippo Ganna fanget på 1/4000 sekund.
Dagens hurtigst mand, cykelfænomenet Wout Van Aert på vej mod sejren.
Dagens hurtigst mand, cykelfænomenet Wout Van Aert, på vej mod sejren. F/9, ISO-800, lukkertid 1/3200 sekund.
Den tidligere tour-vinder Geraint Thomas kører sig på podiet i Paris.
Den tidligere tour-vinder Geraint Thomas kører sig på podiet i Paris. F/13, ISO-1600, lukkertid 1/3200 sekund.
Den dobbelte tour-vinder Tadej Pogagar må sande, at danske Jonas Vingegaard er for stærkt i dette års Tour de France.
Den dobbelte tour-vinder Tadej Pogagar må sande, at danske Jonas Vingegaard fra Glyngøre simpelthen er for stærkt i dette års Tour de France. F/13, ISO-1600, lukkertid 1/3200 sekund.
Fotografering af sejrsceremonier har jeg ikke styr på. Det lykkedes dog at få dette skud af dagen glade tour-vinder.
Fotografering af sejrsceremonier har jeg ikke styr på. Det lykkedes dog at få dette glimt af dagen glade tour-vinder. 300mm, F/9, ISO-1600, lukkertid 1/2500 sekund.

Jeg brugte godt og vel 10 timer ved målområdet sammen med min familie. Da etapen var en enkeltstart havde jeg rig lejlighed til at øve mig på at få det bedste skud af vores danske tour-vinder Jonas Vingegaard. Jeg synes i al beskedenhed, at jeg havde held med det.

Oplevelsen har ingenlunde gjort mig til ekspert i sportsfotografering. Derfor er overskriften lidt af en clickbait. ikke desto mindre håber jeg nu alligevel, at du synes, at det har været både spændende og brugbar læsning.

 

Klik på 'subscribe now' nederst på siden og bliv en del af en yderst eksklusiv skare, som får en mail, når der er nyt på bloggen.





Recent Posts

See All
bottom of page